Von Mona Dithmer
06.08.2007 / Politiken
Vor Frue Plads, Metropolis, Rimini Protokoll: Cargo Sofia-Copenhagen. Koncept: Stefan Kaegi. Kunstnerisk ledelse i København: Jörg Karrenbauer. Til 14.8.
Normalt plejer de at transportere fisk, toiletpapir og tomater. Men her har de to bulgarske lastbil-chauffører fået en ordre på mennesketransport. 45 stk. tilskuere lodses om bord i en lastvogn, der med tre rækker sæder og den ene side omdannet til et kæmpe glasvindue kører rundt som et mobilt
teater. »Don’t be afraid. Have you belt? Gut, welcome to Bulgaria!«. Som var den slags avanceret grisetransport en dagligdags foreteelse, småsnakker chaufføren aldeles afslappet og gebrokkent i sin microport fra førersædet, mens vi, godt fastspændt, bumler af sted. De faste holdepunkter i Københavns gadeliv glider over iflimrende gadebilleder fra Sofia, projiceret op på en skærm foran glasvæggen. Gradvis mister man orienteringen. ’Cargo Sofia-Copenhagen’ hedder aftenens forestilling, hvor vi fragtes med ud på langturschaufførernes typiske nomadetur, tværs over landegrænser, ud ad endeløse Autobahn-strækninger, forbi rastepladser og tankstationer. Verden set fraen lastbil. Aldeles øjenåbnende. Her gøres turen op i, hvor mange stænger cigaretter der skal afleveres som bestikkelse ved grænserne, eller om man om natten kan få lov til at slange sig alene iførerhuset eller skal ligge i lag med en anden chauffør. Alt sammen yderst pragmatisk. Og lyder der pludseliget anerkendende »Hello, baby« fra førersædet, så gælder det en særlig lækker lastbil, der passerer. Ludere rækker dumpinglønnen iøvrigt ikke til, og hustru, børn og venner er kun noget, der bliver vist frem på fotos. Ingen tvivl om den underliggende trøstesløshed og ensomhed, men chauffø-rernes pragmatisme er fascinerende. De passer deres arbejde, basta. Det arbejdegjorde de to ’hovedrolleindehavere’ denne aften så godt, at vi blev aldeles rum- og retningsforstyrrede,men samtidig også fik øjnene op for et København set fra udkanten. Pludselig standsede bilen ved et »slovenischer Checkpoint«, og ved synet af det gule grænsekontrolskilt og gitter skulle man lige glippe med øjnene, før tiøren faldt: Nå ja, Frihavnen. På vej rundt gennem ukendte containerlandskaber og kajområder kom vi helt bogstaveligt så faretruende tæt på kanten, at man for alvor følte sig prisgivet som tilskuer – i det her teater er der ikke noget med at gå i pausen. Men utroligt hvad der undervejs kunne dukke op af skrotbjerge, sammenmokkede campingpladser, ubestemmeligt ingenmandsland og eksotiske steder som Tjærevej. Tænk,at det fortsat eksisterer. På den led passer denne langtur perfekt til Metropolisfestivalens udforskning af byen – og af teatret.
BAG PROJEKTET står Stefan Kaegi, der sammen med Daniel Wetzel og Helgard Haug udgør gruppen Rimini Protokoll, et af tidens mest skel- og trendsættende initiativer, når det gælder teater som intervention i virkeligheden. En konsekvent videreførelse af den bølge af virkelighedsteater, der de seneste år også har bredt sig iTyskland. Som altid med Rimini Protokoll bruger de ikke skuespillere, men dagligdagens eksperter. Det er ikke mindst forestillingens scoop, at man via livevideo kan følge de to garvede chauffører så tæt. De virker fuldstændig uanfægtede af at være på. Den lille, snakkesalige fyr er glad for at danse og skråler med på diverse slovenske og tyske slagere, og hans store, tunge kollega har det med ikke at fortrække en mine. Der skal heavy metal til, før han pludselig griber sin luftguitar. Et kosteligt øjeblik.
Hvor usynligt det liv er, som langturschaufførerne lever på deres transitfærd gennem Europa, stod klart, da lastbilen holdt ind på en tankstation. Ingen af de andre bilister løftede et øjenbryn over en lastbil med en stor glasvæg eller over, at her står der en chauffør og taler til sin bil.
MEN DET radikalt øjenåbnende ved ’Cargo Sofia-Copenhagen’ er dets udforskning af teatrets grænser: forholdet mellem fiktion og virkelighed, tilskuere og aktører etc. At der uanset doku-formen er tale om en iscenesættelse af virkeligheden, blev fremhævet af en rødklædt kvinde, der som et poetisk strejf af teater dukkede op undervejs, først som en klat i landskabet, siden stod hun for fuld musik og sang.
Men da var vi også kommet til vejs ende, helt tummelumske,som var vi blevet fragtet de 3.000 kilometerfra Sofia til København. Alle passagerer fik en snaps. Skål og tak turen! Her fik vi da for en gangs skyld en klar demonstration af, hvor teatret fremover kan bevæge sig hen.
Med lastvognen som en mobil kukkasse, der kan rykke ud og afsøge virkeligheden, åbner der sig et helt nyt mulighedsfelt. Ikke bare i form af truckteater, andre potentielle scener hvor som helst i byrummet – eller luftrummet – dukker op. Det kan vi bl.a. opleve, når Camp X til foråret inviterer et andet site specific-projekt af Rimini Protokoll til byen,’Call Cutta’.
monna.dithmer@pol.dk
Gå i teatret, og kør til Bulgarien med to langturschauffører gennem Københavns udkant. En skelsættende gang truckteater.
Mobilt Teater. Publikum er bænket i en lastvogn,som kører gennem byen. Billederne på glasvæggen foran sæderne skifter mellem flimrende gadebilleder fra Sofia og virkeligheden udenfor i København. Gradvis mister man orienteringen. Foto: Tina Louise Hunderup